Konference om Fremtidens Internet

januar 5, 2007

D. 25. januar er jeg taler og ordstyrer på en konference om den digitale medierevolution.

Konferencen er arrangeret af Børsen og In2media, som jeg er bestyrelsesformand for. I den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om hvor nettet bevæger sig hen. 

Når vi taler om Internettet er det vigtigt at skelne mellem to forskellige elementer: Vi taler ofte om Internettet som en infrastruktur, dvs et bæremedie for de ting vi gerne vil kunne. Her kan man tale om nettet som et middel til at vi kan gøre det vi vil. Og så taler vi om Internettet som et sted hvor vi kan se og gøre ting, her kan man tale om selve målet. 

Når vi skal tegne et billede af hvordan fremtidens Internet kommer til at se ud og hvilke væsentlige trends og tendenser der er på vej, så er vi nødt til at adressere begge sider af nettet. Hvis vi først kigger på nettet som infrastruktur, så sker der tre væsentlige ting i øjeblikket, som kommer til a præge den fremtidige udvikling:

Bredbånd
For det første stiger båndbredden på nettet kraftigt i øjeblikket. Det sker takket være store investeringer fra bl.a. el selskaberne som jo netop ser sig selv som infrastrukturelle virksomheder. Dette presser teleselskaberne til at følge med. Og derfor ser vi flere og flere steder, hvor privatpersoner begynder at få tilbudt f.eks. 20 Mb symmetrisk båndbredde, og så kan vi for alvor begynde at tale om bredbånd.

Billigere forbindelser
Som en konsekvens af ovenstående er datapriserne lige så hurtigt på vej ned. Det betyder at en fornuftig bredbåndsforbindelse med flat rate er inden for økonomisk rækkevidde for langt de fleste danskere, og dette er væsentligt for at vi kommer til at se en høj penetration. 

Nye platforme
Den tredje væsentlige ting der sker, er at hvor vi tidligere var vant til at Internettet var noget vi var på via vores computer, så breder denne infrastruktur sig i øjeblikket ud som et bæremedie til telefoni, TV, mobil adgang og pervasive computing.
Meget tyder på, at Internettet som basal infrastruktur til distribution af digitale data, bliver lige så vigtig og standardiseret som elforsyningsnettet, kloaknettet og lignende. Hvis vi kigger på, hvordan indholdet på nettet er ved at ændre sig kan man sige, at vi går fra et statisk internet til et levende internet.Da Yahoo havde sin storhedstid som søgemaskine, kunne man indeksere sider som handlede om forskellige emner, men i dag kommer de til kort, fordi nettet hele tiden opdateres på en lang række områder. Der oprettes 70.000 nye weblogs om dagen som adderes til de 63 millioner der allerede findes. Der uploades 65.000 nye videoer til youtube om dagen. Der kommer 300.000 nye brugere til Myspace hver eneste dag, som straks går i gang med at dele deres oplevelser, drømme og tanker med andre. Nettet er derfor blevet et sted der vibrerer og ændrer sig sekund for sekund. Og det sætter de gamle søgemaskiner under pres.
Et godt sted at gå hen er derfor technorati.com, der forsøger at holde trit med denne udvikling.  For markedsførings folk, er den væsentligste nyhed selvfølgelig at nettet nu er fuldt kapabelt til at bære levende billeder, og det betyder at Internettet er ved at udvikle sig til et metamedie, der samler det bedste fra print, radio, TV og andre medietyper, vi kender.

Begrebet Website mister derfor sin betydning og vil formentlig blive erstattet af et kanalbegreb. Personlig foretrækker jeg at kalde fremtidens løsninger for Brandchannels  fordi jeg synes at det dækker godt over det vi kommer til at udvikle. Det interessante er at disse kanaler udover at være tilgængelige via computeren, også vil være tilgængelig i lommen og på vores tv. Vi vil kunne anvende dem i flere tilstande: i mobilt mode, i lean back mode og i lean forward mode. Hvis vi sammenligner en Brandchannel med en TV kanal, er de væsentligste ændringer at flow metaforen er forsvundet. Samtidig er der gjort op med en vejs kommunikationsformen.

Personligt arbejder jeg med en femlags model for sådan en kanal, som så kan kombineres på et væld af måder: Der vil være et indholdslag, der altid vil være det bærende. Ovenpå dette, vil der være et kommunikationslag, et deltagelseslag (participation), et interaktivitetslag og et transaktionslag. Herved opstår der en helt ny kanalmodel, som vi ikke har set tidligere, og som kombinerer det bedste fra alle andre medier. Hvordan disse nye kanaler kommer til at se ud, er det stadig tidligt at goisne om, men man kan få en fornemmelse på MTV Overdrive, på Landrover Beyound TV og hos Manchester United. Derudover arbejdes der ihærdigt med at launche ”The Venice Project” som et bud på TV via nettet, et projekt der er spændende at følge. 

Konklusionen må være at der er fire væsentlig områder, der tilsammen former fremtidens Internet: Infrastrukturen, indholdet, platformene og forretningsmodellerne. Jeg håber vi når omkring alle fire områder på konferencen.

Skriv en kommentar