I aftes (d. 28. oktober) blev der i dags dato på TV2 stillet skarpt på projektet: My C4. Det er et website, hvor du som privatperson kan gå ind og yde mkrolån til iværksættere i Afrika.

Projektet er startet af Mads Kjær, og det tegner til at blive en stor succes. Jeg har haft fornøjelsen at sparre med Mads og hans team om projektet, og jeg er selv ivrig investor derinde. Du skulle tage at prøve systemet, det fungerer rigtig godt, og det er rigtig sjovt at følge de forskellige projekter. Lad os krydse fingre for en kæmpe succes.

Computational Photography?

oktober 10, 2007

Jeg tester i øjeblikket Canons nye EOS 40D dSLR kamera. Men jeg er ingen haj til fotografering, og derfor fik jeg den ide at hyre Thomas Nykrog (forfatter til Politikens store fotobog) som lærer. Allerede efter en dags undervisning, har jeg virkelig fået øjnene op for, hvor mange muligheder et SLR kamera giver, hvis man bruger det rigtigt. Og forhåbentlig kan det ses i mine fremtidige billeder. Men hvis den digitale udvikling fortsætter, er der formentlig hjælp at hente for alle. Se bare denne imponerende film fra Adobe om muligheden for at tage 3D fotografier:

http://audioblog.fr/archives/2007/10/02/adobe-dave-story-future/

 Om det bliver et reelt produkt inden længe er selvfølgelig tvivlsomt, men det er alligevel imponerende. Og hvis du ikke har set demonstrationen af Photosynth fra sidste års TED konference, så tjek den ud her:

http://www.youtube.com/watch?v=s-DqZ8jAmv0

 Mindst ligeså imponerende!

Nye digicams

august 22, 2007

Der sker spændende ting på markedet for digitale videokameraer. High Definition er for alvor ved at blive en realitet. Specielt det nye format AVCHD giver mulighed for lagring af store mængder video i kameraet. Jeg tester i øjeblikket et nyt kamera fra Sony : DCR8E, som har en harddisk på 100 Gb, hvilket betyder at kameraet kan rumme 38 timers video i HD. Men også Panasonic og Canon med HG10 er med i kapløbet. En af udfordringerne er den efterfølgende redigering, for ingen redigeringsprogrammer kan indtil videre arbejde med AVCHD, og derfor konverteres videoen på vej ind i redigeringsprogrammet. iVideo 8, fra Apple er et eksempel. Men når det er sagt, så har kvaliteten fået et ordentlig løft!

Branded Content

august 17, 2007

På den netop afholdte TVfestival, var jeg moderator på en debat om Branded Content og Brand Channels. med i panelet var Keld Strudahl, int. marketing drektør for Carlsberg, Jesper Mejlhede, programdirektør på TV3, Søren Svendsen, Internetdirektør hos Ekstra Bladet, og Thomas Stokholm fra Bastard Film. Her kan du læse mit oplæg til debatten:

Branded Content – på TV og på nettet.
- et mediebillede i forandring

TV Seningen i de kritiske unge årgange er for kraftigt nedadgående, og endnu værre står det til med effekten af TV reklamerne. De interaktive medier har taget over som unge menneskers foretrukne kanaler.

De nyeste forudsigelser fra USA peger på at Internettet i 2011 vil blive det største reklamemedie, og allerede nu er mange af de store annoncører i gang med at flytte store dele af deres marketingbudgetter til nye græsgange.

Der eksperimenteres på livet løs med hybride medie former hvor det bedste fra forskellige medier blandes til nye digitale modeller. Brands som: Mercedes, Audi, Rolex, Budweiser, Landrover, Nike og Red Bull er i fuld gang med at etablere deres egne Brand Channels på nettet.

Ligesom en række medievirksomheder – både i udlandet og herhjemme høster store fordele ved at træde ud af deres vante roller og arbejde med levende billeder på nettet.

Andre Brands vælger at søge ind i programmerne for på den måde at være synlige i en relevant context. Det er et gammelkendt fænomen – både i form af Soap Operas og Product Placement, men som i sin nyeste facon kaldes for Branded Content.

Eksempler:
Carlsberg (Liverpool – The Miracle, Mad på minuttet)
Ekstra Bladet (velkommen på forsiden)
Rolex (sejlsportsprogrammer)

Samtidig kan vi konstatere at brugerne både vil være med og vil være til stede, det viser udviklingen:
- 100 millioner videovisninger om dagen på Youtube
- 300.000 nye profiler på Myspace om dagen
- 70.000 nye weblogs om dagen
- 20 millioner visninger af Dynamite Surfing i løbet af 1 måned på nettet

Så lige gyldig hvilken vej det går, får denne udvikling store konsekvenser:

- Konsekvenser for måden vi markedsfører og bygger Brands på
- Konsekvenser for indtægtsgrundlaget og sammensætningen af indtægtsstrømme for de kommercielle kanaler
- Konsekvenser for definitionen af et mediehus
- Konsekvenser for måden vi laver indhold på

Her får du mit sidste råd i denne omgang, og det handler om hvordan du skal forholde dig når du får succes, for det skal du nok få :)

10.
Du møder alle to gange:
på vej op og på vej ned,
pas på dit renomme og forhold dig ydmyg på trods af at du får succes.

Hjælp når du kan, det kommer tifold tilbage senere

Det kan godt lyde lidt kedeligt og jantelovsagtigt, men jeg synes at jeg mange gange har erfaret, at man kommer længst ved at behandle alle mennesker man møder ordentligt, og at dem, som tidligt i livet ikke havde overskud til at hjælpe og som måske havde svært ved at kapere deres egen succes, senere har fortrudt det mange gange, når de selv fik brug for hjælp.

Jeg har i hvert fald oplevet af dem som den ene dag var kunder, dagen efter pludselig var leverandører. Og du kan sagtens huske hvordan de behandlede dig, da du var ude for at sælge en løsning til dem, hvilket næsten ikke kan undgå at smitte af, nu hvor det er dig der er kunden.

Jeg har også oplevet at have hjulpet studerende eller andre nyetablerede iværksættere, som jeg så er stødt på mange år efter, og hvor de sagtens kan huske en hjælpende hånd fra de tidlige år.

Selvfølgelig kan man ikke altid overkomme at hjælpe alle der spørger, men så kan man i hvert fald forsøge at gøre sig umage med at svare pænt tilbage.

Succes er også en flygtig ting som er skøn at have og nyde, men som skal behandles med varsomhed, så den ikke stiger en til hovedet. Den holder jo ikke evigt, I sportsgrene siger man ofte at du ikke er bedre end din senest spillede kamp, og det gælder jo også i erhvervslivet. Så nyd det når det lykkes, og gem følelsen, så du kan kalde den frem, når det hele ikke lige spiller. Og så er det ellers med at kigge frem mod den næste succes. For har man først oplevet at lykkes som iværksætter, så får man blod på tanden til at prøve igen. Og igen. Vejen derhen er i ligeså høj grad formålet, som det at komme i mål. Det er også derfor at mange iværksættere bliver ved med at starte nye virksomheder op.

Mit 9. råd er følgende:

9. Tid er penge. Find ud af hvad du er god til, og hold dig fra alt det andet.

Der er jo uendelig mange ting at tage fat på, når man har sin egen virksomhed – ja der er faktisk ingen grænser for hvad der lige skal fixes og ordnes og hvad der kan blive bedre. Men du ender nemt i en situation, hvor du bruger en stor del af din tid på opgaver, som ligeså godt kunne laves af andre og hvor du gør det fordi du kan, men ikke fordi det er det du er bedst til.

Jeg er godt klar over, at man jo ikke fra dag 1 nødvendigvis kan ansætte alle de folk man gerne vil, og hyre alle de rådgivere der er nødvendige, men det er alligevel vigtigt at du finder ud af, hvor det er at din indsats skaber den højeste værdi, og hvor det er at du kan noget unikt. For det er her du gerne skal ende med at lægge størstedelen af din indsats.

Det er blevet utrolig meget lettere at outsource end det har været tidligere, og derfor er der mulighed for at få effektiv hjælp til stort set alt. Her er nogle af de områder, jeg ville holde mig fra:

• Bogholderi
• Revidering
• Jura
• Webdesign og programmering (med mindre det netop er det du kan)
• PR og markedsføring (selvom du jo selvfølgelig skal briefe og godkende, samt fungere som spokesperson for din virksomhed)
• IT

De fleste iværksættere adderer mest værdi inden for områderne:

• Strategi
• Produktudvikling
• Salg
• Kundepleje
• Partnering
• Personalepleje (hvis man synes det er sjovt, ellers skal man også slippe dette).

En god øvelse er, over et par uger hver dag at skrive ned, hvad din dag går med i opgaver og tid. Når du har lavet denne optegnelse, så sæt dig og vurder hvilke af disse opgaver der bragte virksomheden fremad og som flyttede jer på den store bane, og hvilke opgaver du i virkeligheden bare lavede fordi der ikke lige var andre og som du måske egentlig gerne ville slippe for. Man bliver som regel ret overrasket. Det kan godt være at du ikke kan slippe alle opgaver med det samme, men når du får muligheden for at ansætte en eller flere folk, så ved du hvilke opgaver du skal af med og derfor hvilke profiler du skal lede efter.

Her følger det første af mine 3 sidste råd i denne omgang:

8. Tag chancer og gå i front, mod er stærkt påkrævet!
Du er dit teams leder og derfor er det dig der skal gå forrest og vise vejen.

Ingen har sagt at livet som iværksætter er let og ligetil, for så var der nok flere der tog springet. Og samtidig handler iværksætteri, jo også ofte om innovation, hvilket netop vil sige lysten til at opsøge nye veje. Du skal derfor vende dig til at du ikke kan traske i andres fodspor, men at du selv skal finde vejen. Og det kan være rigtig svært at planlægge, fordi du uvægerligt vil støde ind i masser af situationer, hvor du både kan gå til højre og venstre, og der er kun dig til at vurdere, hvad der er den rigtige beslutning. Det eneste du ved er, at du ikke kan blive stående. Til gengæld er det også dig der høster glæden ved at komme først.

Men hvordan øger man sandsynligheden for at de chancer og valg man tager, er de rigtige? Det har jo aldrig skadet at vide en masse om det man arbejder med, ligesom man jo har lov at konsultere de personer, som man sætter lid til. Men i den sidste ende handler det om mavefornemmelse og intuition. Personlig synes jeg, at jeg rigtig mange gange har oplevet at min første indskydelse var den rigtige, og gennem årene, er jeg blevet rigtig god til at lytte til min mave. Og så er det jo ofte også sådan, at beslutninger sjældent er så fatale, at man ikke kan rette op og ændre kurs en smule, når først man er kommet af sted.

Den sidste ingrediens som hjælper, er en god portion nysgerrighed – lysten til at finde ud af, hvad der mon sker, hvis man gør det, man mener er det rigtige. Og du kan lige så godt indstille dig på denne sindstilstand af forandring, for ikke mange dage som iværksætter er ens, og de fleste byder på muligheden for – og kravet til – at du skal træffe vigtige beslutninger på et rimelig løst grundlag, sådan er det bare.

Her på bloggen er jeg nået til mit 7. råd, som omhandler lidt forskellige ting, men som tager udgangspunkt i hvad det er man vil opnå:

7. Ha´ en klar vision, en klar tro og nogle klare holdninger,
det hjælper til at holde kursen i stormvejr.

Forsøg at formulere dine mål
i meget korte og let forståelige sætninger,
gentag dem i en uendelighed, så alle i dit team til sidst er med

Her taler jeg i virkeligheden om to forskellige ting, men begge er vigtige. Det første handler om at have et tydeligt mål, som man er så overbevist om er holdbart, at der skal rigtig meget til at blæse en omkuld. Som iværksætter vil man møde rigtig meget modstand og skepsis, man vil få mange tilbageslag, og der vil komme sure tider. Her er det utrolig nødvendigt at man kan vende tilbage til den oprindelige vision, og på den måde genfinde kursen og troen. Det kan lyde helt religiøst, men det er nogle gange også den oplevelse man får når man møder rigtig dedikerede iværksættere. Tænk bare på Palle og Åge med gangeren eller Niels og hans cykelprojekt for at nævne et par stykker.

Den anden del af mit råd er lige så vigtig. Det kan godt være at du selv er klar over hvad du pusler med og hvad det overordnede mål er, men hvis du ikke kan kommunikere det klart og forståeligt på meget kort tid – både overfor medarbejdere, investorer og kunder, så hjælper det dig ikke meget. En del deltagere er faldet på netop dette problem, vores klaphat opfinder var en af dem. Find ind til essensen af projektet og test at dine omgivelser forstår hvad du taler om, og hvad din ide egentlig drejer sig om.

Og så et bonusråd:

Stædighed er godt, men vær parat til at erkende at du også tager fejl.

Man får næppe succes som iværksætter, hvis man ikke er superstædig. Men nogen gange kan man godt få malet sig selv godt og grundigt op i hjørnet, og der er det vigtigt at man også er parat til at tage gode råd ind, især hvis de virkelig er gode. Det er en svær balance, fordi opfindelser jo ofte handler om ting vi ikke vi ikke kender i forvejen, eller vidste at vi manglede. Men der er rigtig mange fine opfindelser der aldrig er blevet succesfulde i markedet, fordi kunderne ikke synes at de var interessante nok, eller ikke forstod anvendelsen.

Mit 6. råd til iværksættere kommer her:

6. Du skal ikke være bange for at begå fejl

Man lærer ti gange så meget af en fiasko som af en succes.

Det er en af de ting vi stadig ikke er helt gode til at acceptere og forstå herhjemme, hvor man f.eks. i USA ligefrem praler af sine fiaskoer, for derovre ved de, at kloge mennesker sjældent begår de samme fejl to gange og at ting lært på den hårde måde sidder indprentet i rygraden resten af livet. Herhjemme har vi stadig lidt svært ved at tilgive dem, der går ned med et projekt eller ligefrem kulsejler med en virksomhed. Men det er bare ikke særlig smart, for de erfaringer sådan en oplevelse giver, er faktisk guld værd, hvis man prøver en gang til.

Selvfølgelig kan det lyde en anelse poppet, og mens man står med fødderne begravet i møg fordi man valgte den gale vej, er det naturligvis ikke sjovt, men når man har sundet sig, fået tingene lidt på afstand, og begynder at tænke over det man har været igennem, vil der altid stå nogle ting tilbage, som man næppe gør igen.

Og så kommer fejl og fiaskoer selvfølgelig i mange størrelser. Et er at gå ned med en hel virksomhed, et andet er de mange småfejl vi løbende laver. Og med til historien hører selvfølgelig også at man er i stand til at erkende at man har lavet en fejl, og ikke bare giver omgivelserne skylden. Mere om det i et senere råd.

Samtidig er det væsentligt at man evner at destillere det man har lært, så man kan komme videre. Her kan det være en stor hjælp at have nogen at tale forløbet og sine dispositioner igennem med. I moderne tale kan det være en coach, men det kan også bare være en kollega, ven eller kone/mand.

Men husk det næste gang du står overfor en væsentlig beslutning og er i tvivl om du bare skal lade helt være.

Michael Jordan sagde det på denne måde: ”You miss 100 % of the shots, that you never take”.

Her på bloggen er jeg nået til mit 5. råd til alle jer iværksættere derude. Det er et råd, som har hjulpet mig til flere successer og derfor et jeg føler meget for:

5. Pas på med for meget indforståethed

Innovation opstår ofte, når man ikke ved, hvad der ikke kan lade sig gøre

I de flest projekter, som jeg har haft succes med, har der været et stort element af manglende fagkompetence, hvilket har medført at man har turde gå nye veje, fordi man jo ikke vidste at ”det ikke kunne lade sig gøre”.

WHERE2GO magasinet er et rigtig godt eksempel på det: Ikke mange kunne i år 2000 og årene efter se fidusen i at lave et 150 siders magasin i meget høj kvalitet, og så forære det gratis væk. Og derfor havde ingen af de etablerede magasinforlag selv gjort det. Men pga. magasinets høje kvalitet og en ny distributionsform, lykkedes vi med at ramme en meget attraktiv målgruppe, som tiltrak en lang række eksklusive annoncører, der medførte at det rent faktisk blev en fin forretning. Den viden vi undervejs opbyggede i at lave gratis magasiner, kunne vi bruge til at lave gratis magasiner for virksomheder. I dag laver WHERE2GO 12 forskellige magasiner, WHERE2GO udkommer også i Norge. Virksomheden har over 25 medarbejdere og er blevet solgt til Aller Press.

En af Danmarks førende innovationsforskere: Lotte Darsø, kalder det for ikke-viden og beskriver det som den vigtigste ingrediens for at skabe innovation. Hun deler ikke-viden op i:

Det vi godt ved vi ikke ved
Det vi ikke ved at vi ikke ved,
Det som vi overhovedet ikke har en anelse at man kunne vide.

Utrolig mange projekter bliver dræbt af folks historiske viden om hvordan tingene plejer at fungere og hvordan man normalt gør. Men grænsebrydende innovation kræver altså at vi bryder med dogmer, fordomme, vaner og indarbejdede processer og arbejdsmetoder.

Derfor kan det være rigtig sundt at invitere totalt uvidende personer til at skyde jeres projekt ned, komme med nye angrebsvinkler og syreteste det.

Iværksætteri, handler jo netop om at bryde grænser og om at nå længere end vi ville, hvis vi kendte alle konsekvenserne på forhånd, og derfor kan der være sundt ikke at vide for meget på forhånd …

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.